AP Pension køber arabisk rigmand ud af københavnsk kanalby

Sammen med projektudvikleren NPV udvikles 700 havneboliger på Enghave Brygge i København. Samlet løber aftalen op i 1,4 mia. kr.

luftfoto_engholmene

AP Pension køber arabisk rigmand ud af københavnsk kanalby

AP Pension køber sig med en investerings- og finansieringsaftale på 1,4 mia. kr. ind i udviklingen af Københavns nye kanalby på Enghave Brygge. Investerings- og finansieringsaftalen omfatter de tre nordligste og mest citynære boligøer på Enghave Brygge med i alt cirka 75.000 etagemeter, oplyser parterne i en pressemeddelelse. AP Pension køber dels sin helt egen boligø med 21.679 etagemeter. Her kommer cirka 250 attraktivt beliggende leje-lejligheder, som alle får vandudsigt. Dels indgår AP Pension i et finansielt samarbejde med NPV om det igangværende byggeri af 23.200 etagemeter på Kærholm og det kommende byggeri af 28.200 etagemeter på en tredje, endnu unavngiven ø i kanalbyen. De 1,4 mia. kr. er en af de største ejendomsudviklingsinvesteringer i AP Pensions historie, som samtidig betyder, at den eksisterende partner siden finanskrisen, den arabiske rigmand Khaldoun Tabari, købes ud. “Aftalen med AP Pension sikrer NPV en professionel samarbejdspartner med et langsigtet perspektiv. AP Pension og NPV vil sammen fremrykke udviklingen af de to næste boligøer, som kan stå færdige allerede i 2019/2020,” hedder i meddelelsen. “Hos AP Pension har vi en ambition om at deltage i ejendomsudviklingsprojekterne helt fra begyndelsen. På den måde er vi lidt anderledes end vores konkurrenter, idet vi tror på, at det betaler sig at være med fra et meget tidligt stadie og ikke blot overtage et fuldt og færdigt projekt,” siger Peter Olsson, direktør i AP Ejendomme, i meddelelsen.

oversigt_engholmene
Også NPV-direktør Jens Schaumann er tilfreds: “NPV har nu sig sikret den fulde finansiering af selskabets i alt seks boligøer. Samarbejdsaftalen med AP Pension åbner for, at vi hurtigere kan realisere den samlede kanalby,” siger han. Til Børsen siger han onsdag om aftalen med den arabiske rigmand: “Tabari har fået et pænt rundt beløb, som han er glad og tilfreds med. Det er det nærmeste, jeg kan komme. Han kom med et trecifret millionbeløb, og det har han fået en fornuftig forrentning af,” siger Jens Schaumann til avisen. Både AP Pension og NPV ser samarbejdsaftalen som et første skridt, der i fremtiden kan udvides til at omfatte andre projekter. “NPV’s pipeline omfatter projekter med en samlet projektsum på 8-10 mia. kr. Projekterne befinder sig på forskellige udviklingstrin og rummer hver især gode muligheder for samarbejde om investering og finansiering,” siger Jens Schaumann.

Link til historie: Ejendomswatch.dk