Føtex bygger nyt varehus i Herlev

I sommeren 2015 får Herlev endnu en føtex. Varehuset, som bliver nummer 89 i kæden, opføres på den tidligere DISA-grund i udkanten af byen.

Som supplement til det succesfulde føtex-varehus, der allerede ligger i centrum af Herlev, åbner der nu en ekstra føtex i udkanten af byen. Det nye føtex-varehus forventes at stå færdigt i sommeren 2015 og kommer til at ligge på den tidligere DISA-grund, som kunder fra de nærliggende byer bedre kan komme til og fra.

– Det nye varehus kommer til at ligge tæt på motorvejen, hvor borgere fra Gladsaxe, Buddinge og Søborg nemt kan lægge vejen forbi, og planen er, at det nye varehus skal imødekomme dem. De benytter sig nemlig ikke af det varehus, der ligger i centrum af Herlev, fortæller føtex’ salgsdirektør, Jan Larsen.

Den nye føtex bliver en del af et butikscenter, som også kommer til at have en Netto, en biograf samt andre specialbutikker.

– Butikken bygges op efter føtex’ nye koncept, som efterlever kundernes ønsker om blandt andet lettere navigation i varehuset, bredere gange og moderne indretning. Alt sammen noget, som giver kunderne en rigtig god indkøbsoplevelse, siger Jan Larsen.

Det seneste varehus, kæden åbnede, var føtex i Kolding Syd, som også var bygget op efter det nye koncept. Det var nummer 88 i rækken og slog dørene op i oktober 2013.