NPV A/S byder velkommen til Mai-Britt Hansen

SHARE

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Mai-Britt Hansen har mere end 10 års erfaring inden for ejendomsbranchen og tiltrådte den 9. august, som ny projektudviklingschef, hos NPV. Mai-Britt har en stærk kommerciel baggrund som tidligere ejendomsmægler og valuar, og hun vil bl.a. stå i spidsen for retail og F&B i Gammelhavn – Vejle. Derudover venter en stor pipeline af fremtidige projekter såsom Lundtoftegårdsvej i Kongens Lyngby.

Mai-Britt kommer fra en stilling som projektudviklingschef i Bonava, der denne sommer meddelte, at de lukker ned for aktiviteter i Danmark. Dermed har NPV hentet en særdeles stærk profil inden for ESG, da Mai-Britt både har udviklet Svanemærkede og DGNB-certificerede projekter til private kunder samt investorer i sin tid hos Bonava.

Hos NPV ser vi frem til at rykke et trin op ad bæredygtighedsstigen, da Mai-Britt unægteligt bliver en værdifuld sparringspartner i forbindelse med realiseringen af NPV’s bæredygtighedsstrategi, der bl.a. indbefatter DGNB-certificering, premium-medlemskab af Green Building Council Denmark og et målrettet arbejde med FN’s 17 verdensmål.

Selv fortæller Mai-Britt, at hun som én af få kvinder i projektudviklingsbranchen ønsker at skabe en kulturændring: ”Jeg løsner dialogen op ved at bringe noget andet til bordet. Jeg kommer med nye synspunkter og bryder med de stereotype roller, og det kan være en fordel overfor samarbejdspartnere”.

Visionen om det gode samarbejde lagde tilmed grobund for Mai-Britts opstart i ejendomsbranchen, da passionen for at skabe nære relationer til kunder – gennem det gode og ærlige købmandskab – allerede startede i hendes tid som ejendomsmægler – først hos ButiksKompagniet og siden La Cour & Lykke. Endvidere har hun taget visionen med sig i karrieren som projektudvikler: ”Gode relationer til kunder skabes allerede ved projektudviklingens opstart – uanset om det er boliger eller erhverv”, fortæller Mai-Britt.

Hos NPV støtter vi op om uddannelse og diversitet i ejendomsbranchen, og vi er derfor meget stolte over, at Mai-Britt i slutningen af august begynder på HD Finansiering, der vil bygge videre på hendes kompetencer inden for den økonomiske del af ejendomsprojektudvikling.

Yderligere kan vi i NPV kun bifalde Mai-Britts mindset, at gode relationer og gode boliger hænger uløseligt sammen i skabelsen af nye bydele, da vi udvikler med afsæt i købernes, brugernes og investorernes ønsker og behov.