I tråd med NPV’s vision om at bidrage til en ansvarlig byggebranche blev 2022 et år, hvor mange timer blev brugt ved skrivebordet og i mødelokalerne hos NPV. Mens grundene, på blandt andet Sydhavnsgade i København, Gambøt Lystbådehavn på Thurø og Gammelhavn i Vejle, blev ryddet og klargjort til byggeri, blev projekterne, i samarbejde med rådgivere og totalentreprenører, modnet og optimeret ved skrivebordet, så de imødekommer NPV’s ambitioner om mere ansvarlige projekter. Med nye erfaringer, ser direktionen og medarbejdere frem til et 2023, hvor sikkerhedsskoene og sikkerhedshjelmene igen kommer i brug på de mange byggepladser.
Men først et par udvalgte højdepunkter fra året der gik:
Verdensmester, Mads Brandt Pedersen, på besøg i Charlottenlund
Året 2022 startede festligt ud, da 2019 og 2021 verdensmesteren i maratonkajak, Mads Brandt Pedersen, besøgte NPV i januar måned for at modtage en gavecheck på 70.000 kr. Det var NPV’s administrerende direktør, Jens Schaumann, der overrakte sponsoratet til den 25-årige verdensmester og ønskede Mads Brandt Pedersen held og lykke i det kommende sportsår.
Nyt unikum-projekt på Thurø ved Svendborg
I årets første måneder kunne NPV også præsentere ThurinerHusene, et unikt, mindre kvalitetsbyggeri, der opføres i vandkanten på Thurø ved naturhavnen Gambøt. Projektet blev mødt med positive tilkendegivelser, og både potentielle købere, thurinere og svendborgensere udviste stor interesse for ThurinerHusene. I forbindelse med boligbyggeriet anlægges også en ny, moderniseret havnepromenade. Byggeriet forventes at påbegyndes i 1. kvartal af 2023.
MIPIM 2022: Netværk og samarbejde i fokus
I foråret rejste direktionen syd på for endnu engang at deltage i MIPIM, ejendomsbranchens største, internationale konference. Her deltog direktør Kim Lang Sørensen, direktør Kim Lautrup, projektudviklingsdirektør Søren Egstrand Thomsen og Lars Duus Mikkelsen, der netop var tiltrådt som teknisk direktør. NPV var repræsenteret ved den danske stand hos Byggesocietet, som greatest sponsor, og bakkede, i samarbejde med flere danske virksomheder, op omkring den danske tilstedeværelse på den internationale scene.
Fra varmen i Cannes til varm velkomst i Vejle
Direktionen og flere NPV-medarbejdere medvirkede i april ved et af Vejle Boldklubs erhvervsnetværksarrangementer. Her blev projektet, Gammelhavn – Vejles nye grønne favn, præsenteret for 70 interesserede fremmødte. Borgmester, Jens Ejner Christensen, overraskede med et ’surprise’-visit og uddelte generøst et par Vejle Boldklub spillertrøjer, der sidenhen er blevet indrammet og nu pryder væggene i henholdsvis Gammelhavn-projektkontoret på Sønderbrogade i Vejle og NPV’s domicil i Charlottenlund.
Nedrivning af alle bygninger på den gamle posthusgrund
I Vejle blev det nedrivningsarbejde, som begyndte i 2021 færdiggjort. Det grove arbejde var således indstillet inden sommeren, hvor Vejle var én af de heldige byer, der kunne opleve verdens største cykelløb, Tour de France, helt tæt på. Den tomme, gamle posthusgrund var således klargjort til det kommende byggeri, hvor etape 1 og etape 2 forventes at være færdige i henholdsvis 2025 og 2027.
NPV-logo fik en ’make-over’
Tilbage i Charlottenlund blev NPV’s nye logo introduceret. Her lod man sig inspirere af det gamle logos genkendelighed, men fik designet strammet op til et mere klassisk og minimalistisk udtryk. Med andre ord, det gamle logo fik en ’make-over’ og var nu nemmere at forene med virksomhedens mange forskelligartede projekter, der alle har deres individuelle og farverige identiteter samt logoer.
Euforisk sportssommer
Sommeren bød på de helt store sportsoplevelser, både som dansker og NPV-medarbejder. For mens Jonas Vingegaard inspirerede hele nationen med sit ydmyge væsen og sine imponerende præstationer over de franske bjerge, lod vi os også inspirere af cykelsportens stjernefrø. Cykeldrengene fra Team NPV Carl Ras Roskilde Junior havde nemlig særdeles vindende ben i år, blandt andet Henrik Pedersen som blev ny danmarksmester i linjeløb, mens holdkammeraten Theodor Storm tog sølvet ved samme løb. EM i kano og kajak blev i år afholdt i Silkeborg, hvor Mads Brandt Pedersen var opsat på at tage EM-guld på hjemmebane. Den danske verdensmester skuffede ikke og kunne med sejren tilføje europamester til et i forvejen beundringsværdigt CV.
Team NPV Carl Ras Roskilde Junior
Mads Brandt Pedersen i aktion
Regnskabsåret 2021 blev offentliggjort, og Engholmene meldte alt udsolgt
Et par sejre var også at bemærke og fejre internt i NPV, blandt andet færdiggørelsen og resultatet af 2021-regnskabsåret, hvor NPV realiserede en nettoomsætning på kr. 1,6 mia., en stigning på 29% i forhold til 2020. Samtidig voksede bundlinjen til et resultat på kr. 289,7 mio. før skat. Denne fejring blev forlænget, da NPV i sensommeren kunne melde ud, at alle boliger var solgt på Engholmenes seks unikke boligøer, Sivholm, Lyngholm, Myrholm, Kærholm, Tangholm og Nobelholmen, der til sammen består af over 1.100 eksklusive boliger.
Stærkt sammenhold i et udfordrende efterår
Tilbage fra ferien og sommerens eufori måtte NPV, som resten af branchen og i øvrigt den almene dansker, stå ansigt til ansigt med nogle af de mange udfordringer, der fulgte i kølvandet på flere år med pandemi og senest Ruslands invasion af Ukraine. Strategier, projekter og metoder i virksomheden skulle lægges om, hvorfor en faglig, kollegial tur til Malaga blev arrangeret for at styrke både medarbejderne og virksomheden. Udover nye, faglige redskaber blev særligt den populære sport padel et samlingspunkt for NPV-medarbejdere uden for arbejdstid, og hver tirsdag og torsdag samles flere kollegaer for at spille og træne i Match Padel i Ballerup.
Mikroboligprojektet i Sydhavnsgade blev solgt
Med stor dygtighed lykkedes det i efteråret NPV at sælge en del af projektet Sydhavnsgade i Københavns Sydhavn. Helt præcist 333 mikroboliger, 17 hotellejligheder og 1.300 kvm kælder til depot og cykler blev solgt til den tyske ejendomsinvestor Deutsche Finance International. Opførelsen af mikroboligprojektet forventes afsluttet medio 2024.
Horror i Charlottenlund
Efteråret blev afsluttet på alternativ vis for NPV, da det gamle Danmarks Akvarium i Charlottenlund blev udlejet til halloween og horror arrangeret af Geppetto Group. Det amerikansk-inspirerede arrangement var en stor succes, og besøgende kunne opleve det gamle akvariums mange forladte og dystre rum, der i anledningen var hjemsøgt af alverdens uhygge og levende døde.
Ny æra for det historiske Pakhuset på Engholmene
Efter en lun november, er det nu svært at ignorere decembers kulde. Fra vinduerne i Charlottenlund kan medarbejderne kigge ud på et hvidt vinterlandskab. Og dét har skabt den helt rigtige stemning på kontoret, hvor der for første gang i flere år blev afholdt en ”ægte” julefrokost. Festligheden fandt sted på Engholmene i det gamle Pakhuset fra 1917, som netop har undergået en større, men respektfuld transformering, og man har gjort sig umage for at beholde bygningens særlige ånd, der vidner om Sydhavnens industrielle fortid. Pakhuset danner nu ramme om bl.a. Restaurant Herkomst med gastronomisk direktør, Brian Pedersen, i spidsen for en yderst velsmagende, nordisk inspireret menu. Brian Pedersen er udlært på d’Angleterre og har arbejdet på tre-stjernede og to-stjernede Michelin-restauranter i Frankrig og to et-stjernede restauranter i Danmark. Åbningen af Herkomst er blot den seneste af mange nye, spændende beværtninger på Engholmene, og ud over Herkomst vil Pakhuset også rumme baren Nobel bar samt lyse, nyindrettede kontorer.
Og med ”genåbningen” af Pakhuset, synes det naturligt at lukke året af. Vi glæder os til 2023’s udfordringer og sejre samt de nye erfaringer, som vi ser frem til at gøre os i en branche, hvor praksis sjældent er ’business as usual’.
Pakhuset på Engholmene – Københavns nye kanalby