fbpx

Pakhusets bevaringsværdige elementer restaureres nænsomt

SHARE

Det bevaringsværdige pakhus, som ligger i hjertet af den nye bydel Engholmene, gennemgåes i øjeblikket af tømrere og snedkere som nænsomt restaurerer og fornyer træværk og bærende konstruktioner i det stemningsfulde gamle pakhus

Pakhuset på Engholmene er, som mange forbipasserende har bemærket, ved at blive restaureret efter alle kunstens regler. Der er livlig trafik af håndværkere, og materialer, og facaden er blevet pakket ind i et gigantisk stilladsbanner, som viser hvor flot det nye samlingspunkt på Engholmene vil tage sig ud, når arbejdet er færdigt sidst på året.

Fremover får det markante pakhus, som både har kampesten og bindingsværk i sin konstruktion, en helt ny rolle som kulinarisk og socialt centrum i Engholmene – de 11 nye øer med vandnær beboelse ud for Enghave Brygge, hvoraf NPV A/S har bebygget de seks.

Pakhuset åbner inden udgangen af året som ramme om flere etager kontorlokaler, restaurant og bar, som betjener lokale og gæster i det nye boligområde og bliver noget af et tilløbsstykke med udsigt over vandet. Kontorlokalerne får en prominent beliggenhed i det charmerende gamle hus, og restaurant og bar i kældere og stueetage får adgang til udeservering mod kanalerne og havnebassinet.

“Det er langt fra metervare arbejde vi laver her på pakhuset – der er brug for fagviden om gamle tømrermetoder og samlinger. Vi gennemgår træværket nøje og fornyer de dele, der trænger til det – og det er ikke så få, og tager selvfølgelig alle hensyn til at huset er bevaringsværdigt. Huset har gennem årene været udsat for hård behandling, men det er også solidt bygget”, forklarer administrerende direktør Glenn Jaes, administrerende direktør for entreprenørselskabet HIRD A/S, som blandt meget andet løser denne højst specialicerede istandsættelsesopgave for NPV A/S.

Pakhuset var i sine første mange år hovedkvarter for skrotvirksomheden Uniscrap, som ophuggede gamle skibe og togsæt på kaj området udenfor pakhuset, og oplagrede det indvundne metal, og andre materialer, i pakhusets lagerrum.

På øverste etage under et lille tårn både boede og arbejdede Uniscraps direktør, hvorfra han kunne følge arbejdet nedenfor. Flere generationer af DSB-tog og københavnske sporvogne er her blevet skilt ad, og det var også pakhuset, som dannede kulisse, da Egon Olsen fik støbt fødderne ind i cement i “Olsenbandens sidste bedrifter”.

“Arbejdet skrider fremad som planlagt, og vi regner med at være helt færdige med renovering af pakhuset ved udgangen af 2021. Vi glæder os enormt til at se hvordan rammerne vil blive udnyttet, der er alle muligheder for stemningsfulde aftener i godt selskab – og med god mad for både kontorfolk, lokale beboere og gæster udefra”, siger Glenn Jaes.